Til forsiden
extraordinær generalforsamling 22 februar 2010




MØDEREFERAT

Ekstraordinær Generalforsamling i Fanø Erhvervs og Turistforening
Mødetid: 22.02.2010 kl. 19:30
Mødested: Fanø Krogaard
Deltagere: 33 medlemmer af foreningen
Mødeleder: Erling Krog
Referent: Poul Therkelsen


Punkter på dagsordenen:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Beslutning om vedtægtsændringer



Dagsorden pkt: 1. Valg af dirigent
Baggrund: Bestyrelsen foreslog Erling Krog som dirigent
Beslutning: Erling Krog valgt som dirigent.

Dirigenten konstaterede, at der var udsendt indkaldelse til medlemmerne pr brev den 10. februar 2010. Vedtægternes § 9 foreskriver, at ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter begæring. Dirigent kunne derfor erklære generalforsamlingen for lovlig.



Dagsorden pkt: 2. Valg af referent
Baggrund: Bestyrelsen foreslog Poul Therkelsen som referent.
Beslutning: Poul Therkelsen valgt som referent


Dagsorden pkt: 3. Beslutning om Vedtægtsændringer
Baggrund: Dirigent fastslog, at de 33 fremmødte medlemmer ikke udgjorde de nødvendige 2/3 af foreningens 141 medlemmer, således at generalforsamlingen ville være i stand til at vedtage vedtægtsændringer, jf vedtægternes §15. En vedtagelse af de nye vedtægter vil derfor kræve en yderligere ekstraordinær generalforsamling.

Herefter gennemgik foreningens næstformand Hans Mathiasen og turismechef Poul Therkelsen baggrunden for og hensigten med de foreslåede ændringer.

Fanø Erhvervs og Turistforening har konstateret, at det ikke er muligt at finde nye forretningsområder, som både falder naturligt ind i foreningens formål og samtidig kan bidrage med et tilfredsstillende dækningsbidrag til at finansiere foreningens øvrige aktiviteter. Dette har medført, at foreningen de senere år har haft et årligt driftsunderskud på ca. 400.000,- kr (før ekstraordinære indtægter).

Både Fanø Erhvervs og Turistforening og Fanø Kommune har et ønske om at forbedre og effektivisere samarbejdet, således at vi får en bedre udnyttelse af de ressourcer, som begge parter bruger på erhvervs- og turismeudvikling.

Derfor har bestyrelsen forhandlet med Fanø Kommune om et forslag til en ny struktur, som indebærer følgende:
• Der etableres en direkte kontakt mellem foreningen og det politiske niveau i Fanø Kommune ved at borgmesteren og udvalgsformanden for Erhverv, Natur og Teknik får sæde i bestyrelsen for foreningen. Derfor foreslås bestyrelsen udvidet fra 5 til 7 medlemmer.
• Fanø Kommunes turismechef overføres til Fanø Erhvervs og Turistforening
• Fanø Kommune overfører en række arbejdsopgaver og midler fra kommunalt regi til foreningen. Samlet set betyder det, at Fanø kommune i 2010 bidrager med ca. 1,5 mill kr. Der er dermed lagt op til ikke kun en løsning af foreningens aktuelle ubalance i driften, men at der tilføres så mange ressourcer, at der bliver et øget aktivitetsniveau. Det samlede budget for foreningen bliver således ca 3,0 mill kr årligt.
• Som en markering af den nye struktur foreslås navnet ændret til Fanø Erhvervs og Turistråd.

Forslaget til ny struktur har været gennem mange og lange drøftelser, men nu har Fanø kommune på sit seneste kommunalbestyrelsesmøde den 8. februar 2010 godkendt forslaget. Derfor er vi nu klar til at præsentere forslaget for foreningens medlemmer denne ekstraordinære generalforsamling.

Kommentarer:
Flere medlemmer gav udtryk for bekymring for den fremtidige økonomi. Der er ingen garanti for at de kommunale bevillinger er tilstede i samme omfang i 2011 og årene fremover. Der vil således ikke kunne planlægges for mere end 1 år ad gangen, og turismechefen bliver reelt åremålsansat 1 år ad gangen.
Bestyrelsen udtrykte tiltro til, at kommunalbestyrelsen vil være i stand til at leve op til forventningerne, men at lovgivningen ikke levner mulighed for at give en flerårig bevilling.

Der blev også udtrykt usikkerhed om sammenhængen i de hovedtal for det nye råd, der blev forelagt. Der forudsættes et bidrag fra erhvervet på 1,5 mill. Kr, men indtægtsniveauet hidtil har været på1,1 mill. Kr.
De ekstra penge kommer primært via Markedsføringsgruppen, som er startet op i 2009 og fra 2010 regnskabsmæssigt er en del af foreningen. Det er dog fortsat markedsføringsgruppen, der disponerer over midlerne.
Endvidere modtager foreningen honorar for et udvuiklingsprojekt på ca 75.000 kr.

Der blev også stillet spørgsmål ved, om de foreslåede ændringer betyder nedprioritering af Turistbureauet. Det indgår ikke længere som en del af foreningens formål, som er blevet bredere.
Bestyrelsen og turismechefen bedyrede, at det ikke er hensigten at nedprioritere bureauet, tværtimod skal en ny bureauleder være med til at styrke bureauet.

De foreslåede ændringer kræver ændringer i foreningens vedtægter, og bestyrelsen valgte derfor at udarbejde et forslag til nye vedtægter for foreningen, som både et tilrettet den nye struktur og som præciserer enkelte uklarheder i de eksisterende vedtægter. En enig bestyrelse anbefalede medlemmerne at stemme ja til vedtægtsændringerne og dermed ja til den nye organisation.

Herefter gennemgik Hans Mathiasen og Poul Therkelsen det udsendte forslag til vedtægter, jf. vedlagte bilag 1. Under fremlæggelsen og drøftelsen blev følgende ændringsforslag indføjet i vedtægterne:

§ 2 Formål:
Sidste sætning ændres til ” Foreningen skal søge at opnå sit formål ved udvikling og formidling af samarbejder mellem erhvervslivet, turisme, Offentlige instanser og institutioner, herunder videns institutioner, samt øvrige interessenter, der blandt andet har fokus på innovation og vækst.”

§5 Generalforsamling
Sidste afsnit fjernes og flyttes til §7

§6 Dagsorden
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Eventuelle forslag vil være tilgængelige for foreningens medlemmer ved henvendelse til foreningens kontor og på foreningens hjemmeside

§7 afstemningsregler
Stemmeafgivelsen sker skriftligt, hvis nogen af de tilstedeværende stemmeberettigede ønsker det. (Flyttet fra §5).

§9 Medlemsmøde
Der afholdes medlemsmøde 2 gange årligt

§10 Bestyrelsen
Foreningens direktør er sekretær for bestyrelsen.
Bestyrelsen har mulighed for at indkalde tilforordnede til bestyrelses- møderne.
Der afholdes minimum 4 bestyrelsesmøder årligt. Yderligere bestyrelsesmøder afholdes på begæring af formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen Er beslutningsdygtig, når i alt 4 bestyrelsesmedlemmer, heriblandt formanden, er tilstede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§14 Revision
Foreningens regnskab revideres af en registreret eller statsaut. revisor, der vælges af generalforsamlingen.


Følgende forslag blev drøftet, men ikke medtaget i det endelige forslag til vedtægter:

§1 Navn
Der blev rejst et spørgsmål om mulig begrebsforvirring, ved at foreningsmodellen bibeholdes, men råd komme til at optræde i foreningens navn.
Der blev også stillet forslag om at navnet i stedet bliver Fanø Turist og Erhvervsråd for at markere turismens betydning.
Bestyrelsen forklarede, at det nye navn først og fremmest var et signal til hele erhvervslivet på Fanø om at foreningen fremover ønsker at være en forening for hele erhvervslivet, ikke kun turistbranchen. Der var bred forståelse for dette synspunkt og forslaget blev trukket tilbage.

§7 Afstemningsregler
Spørgsmålet om manglende stemmeret ved kontingentrestance blev bragt på bane. Der var bred enighed om at opretholde formuleringen og at det må være op til bestyrelsens skøn at vurdere skæringsdato for, hvornår indbetaling af restance giver stemmeret på generalforsamlingen.

§10
Spørgsmålet om det hensigtsmæssige i at borgmesteren bliver næstformand blev bragt på bane. Det kunne give problemer i tilfælde af længevarende forfald hos formanden, hvor borgmesteren så skulle fungere som formand for foreningen. Der var overvejende stemning for at fastholde at borgmesteren bliver næstformand.

Et forslag om at give Fanøtrafikken fast plads i bestyrelsen blev bragt på bane. Et tæt samarbejde med Fanøtrafikken er helt afgørende for øens udvikling, og en plads i bestyrelsen kunne være en måde at få et tættere dialog på.
Bestyrelsen frarådede i første omgang at indføje dette i vedtægterne, dels fordi en sådan ændring efter al sandsynlighed ville kræve fornyet behandling i Fanø Kommune, dels ville kræve en nærmere forhandling med Fanøtrafikken, hvilket der ikke har været mulighed for. Der var flere som gav udtryk for, at den korrekte måde vil være at Fanøtrafikken stiller op til bestyrelsen i forbindelse med den ordinære generalforsamling, på lige fod med alle andre.

Beslutning: Der blev alene gennemført en vejledende afstemning for at vurdere relevansen af at indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling. Alle 33 tilstedeværende medlemmer stemte for de nye vedtægter, med de ændringer der er nævnt ovenfor.

Der indkaldes herefter til ny ekstraordinær generalforsamling mandag den 1 marts 2010 kl. 19:30 på Fanø Krogaard

Fanø den ________ 2010
Dirigent:
______________________________
Erling Krog

Tirsdag, februar 23 2010
Fanø Turistbureau Færgevej 1 6720 Fanø Tlf: +45 70 26 42 00 Fax: +45 70 26 42 01 KONTAKT